Mine produkter
Hjælp

Seneste nyt om arbejdstidsregistrering i My Visma og Visma HR

af CharlotteS (Opdateret ‎20-06-2024 20:22 af CharlotteS VISMA )

Opdateret den 20/6 2024 med nye demo-videoer inkl. voice over.

Siden starten af maj har vi løbende tilføjet nye funktioner i My Visma og Visma HR, som alle er med til at muliggøre arbejdstidsregistrering i systemerne. Snart kan vi lancere menupunktet “
Arbejdstid” og slå en fin sløjfe på rækken af de nye funktioner. Menupunktet gør det muligt for medarbejdere at bekræfte deres arbejdstid og tilføje afvigelser fra deres normtid i systemerne. 

 

Hvornår kan jeg arbejdstidsregistrere i My Visma og Visma HR?

Vi ved, at mange venter spændt på den nye funktion til arbejdstidsregistrering. Funktionen er allerede bygget, og vi arbejder på finpudsning, før vi kan lancere. I øjeblikket tester og finjusterer vi funktionen i samarbejde med testkunder. Testfasen er essentiel for at sikre den bedst mulige oplevelse, når I tager funktionen i brug. 

 

Når testperioden er afsluttet, og eventuelle justeringer er foretaget, bliver arbejdstidsregistrering i My Visma og Visma HR lanceret i uge 26 - både i app og browser. Derefter vil menupunktet “Arbejdstid” være tilgængeligt og brugbart for administratorer, ledere og medarbejdere.

 

Funktionerne er gratis at tage i brug, hvis I allerede benytter Self Service i dag. Gør I ikke det, kan I bestille servicen her.

 

Se hvordan, du arbejdstidsregistrerer

For at give dig en fornemmelse af, hvordan medarbejdere registrerer arbejdstid i My Visma og Visma HR, allerede inden vi lancerer, har vi udarbejdet nedenstående videoer. Inden længe vil en vejledning, som du kan dele med medarbejderne, også blive tilgængelig. 

 

 

Forberedelse: Tjekliste og vejledning

Før din virksomhed kan tage funktionen “Arbejdstid” i brug, kræver det, at I forbereder jer. Har I endnu ikke forberedt jer, anbefaler vi, at I gør det hurtigst muligt. I skal have styr på følgende to punkter:

 

  1. Systemopsætning:
    I skal foretage nogle systemopsætninger, så funktionen er tilpasset jeres medarbejdere og jeres regler:
    - Opret fraværskalendere og arbejdsplaner. 
    - Definér hvile/-arbejdstid via fraværskoder og variable løndele. 
    - Markér, i My Visma eller Visma HR, de medarbejdere som er selvtilrettelæggere, er undtaget af 48-timersreglen eller er undtaget for arbejdsplanen. 

    Følg vejledningen her >

  2. Arbejdspolitik om tidsregistrering:
    Vi anbefaler, at I som arbejdsgiver udarbejder en arbejdspolitik om tidsregistrering og deler den med jeres medarbejdere. Arbejdspolitikken kan f.eks. indeholde specifikationer om hvordan, hvornår og hvor ofte jeres medarbejdere skal registrere deres arbejdstid - og ikke mindst hvad sanktionerne er, hvis medarbejderne ikke overholder retningslinjerne. Vi har udarbejdet en tjekliste, som din virksomhed kan tage udgangspunkt i. 

 

Webinar med live demonstration den 2. juli

Tilmeld dig webinaret den 2. juli, og få en live demonstration af de nye funktioner til at registrere arbejdstid i My Visma og Visma HR. Vi viser dig, hvordan du tilpasser systemet, så din virksomhed kan tage funktionen "Arbejdstid" i brug, og hvordan medarbejdere registrerer i systemerne. 

 

Tilmeld webinar >

12 Kommentarer
Karen-Marie Fredgaard
CONTRIBUTOR ***
af Karen-Marie Fredgaard

Der er ingen lyd på Videoerne, er det en fejl?

CharlotteS
VISMA
af CharlotteS

Hej @Karen-Marie Fredgaard 


Videoerne er optagede uden lyd - det er dermed ikke en fejl. Videoerne skal blot vise, hvordan medarbejdere bekræfter deres arbejdstid og tilføjer afvigelser i henholdsvis app og browser. 

Der vil komme en skriftlig vejledning til medarbejderne, der beskriver trin for trin, hvordan de arbejdstidsbekræfter. 

De bedste hilsner
Charlotte 

Karen-Marie Fredgaard
CONTRIBUTOR ***
af Karen-Marie Fredgaard

Super, @CharlotteS kommer der også noget vejledning til os om hvordan vi laver tekst på de afvigelser som vi ønsker, de skal have af muligheder?

PernilleT
CONTRIBUTOR ***
af PernilleT

Jeg savner også lyden 🙂 på begge link 

 

Pernille

CharlotteS
VISMA
af CharlotteS

Hej @PernilleT 

Videoerne er ikke produceret med lyd. Se mit svar tidligere i tråden 😊

/Charlotte

PernilleT
CONTRIBUTOR ***
af PernilleT

Undskyld det havede jeg ikke set 🙂

 

God dag 🤣

P

Mie Eggers
VISMA
af Mie Eggers

Hej @Karen-Marie Fredgaard 

Afvigelser registreres i form af fravær i timer eller variable lønregistreringer.

For begge typer kan du ændre tekster under Indstillinger -> Opslagskoder. Vælg mellem følgende opslagstabeller: 

  • 322 Fraværstype
  • 324 Variable lønregistrering

Klik på den kode eller lønart, du ønske at ændre tekst på. Overskriv teksten og afslut med Gem.

 

Hilsen Mie

 

Christina Sørensen2
CONTRIBUTOR *
af Christina Sørensen2

Når jeg vil bruge linket til tjeklisten til "Arbejdspolitik om tidsregistrering", så får jeg følgende besked:

Uventet applikationsfejl! Kunne ikke udføre 'insertBefore' på 'Node': Den node, som den nye node skal indsættes for, er ikke underordnet denne node. 

Andre der har oplevet det samme ?

CharlotteS
VISMA
af CharlotteS

Hej @Christina Sørensen2 

Jeg har vedhæftet filen til artiklen, som du kan downloade. Filen ligger lige under artiklen - ellers kan du åbne den via dette link: https://community.visma.com/t5/Nyheder-i-My-Visma/Seneste-nyt-om-arbejdstidsregistrering-i-My-Visma-...

Sig til, hvis du stadig oplever udfordringer! 😊

/Charlotte

CharlotteS
VISMA
af CharlotteS

Hej @PernilleT og @Karen-Marie Fredgaard 

Vi har opdateret videoerne, så der nu er lyd på med en voice over 😊

/Charlotte

Gitte Maria Andersen
CONTRIBUTOR *
af Gitte Maria Andersen

Skulle vi kunne se felterne i My Visma app'en nu? For jeg kan ikke se dem endnu, så vil blot være sikker på at jeg ikke mangler at lave noget i min opsætning 🙂

Mie Eggers
VISMA
af Mie Eggers

Hej Gitte

Appen er endnu ikke opdateret med den nye funktion til registrering af arbejdstid. Det bliver den først i næste uge.

 

Hilsen Mie